Tilskud
SMV:Vækstpilot
Har din virksomhed brug for hjælp til udviklingsopgaver? Få tilskud til ansættelse af en vækstpilot, som bringer nye kompetencer ind i din virksomhed.
Indhold er hentet
Indhold er hentet
”Man har bare en begrænset båndbredde, når man alene har fokus på udvikling.” Sådan lyder det fra iværksættervirksomheden Athlee, som har hyret en Vækstpilot for at slå igennem i USA.
Indhold er hentet
Teknologivirksomheden Athlee har ambitioner om at slå igennem på det amerikanske marked med deres unikke undervandskameraer til feedback på og optimering af såvel nybegynderes som elitesvømmeres træning.
Men selvom virksomheden har helt styr på teknologi og produkt, så har den brug for en håndsrækning for at komme over Atlanten og finde fodfæste på det store amerikanske marked. Derfor har de ansat Sidsel Rud, der med en cand.merc. i kommunikation vil kunne hjælpe deres nyorientering i gang.
Vi har jo brugt en masse tid på udvikling og ikke markedsføring. Man har bare en begrænset båndbredde, når man alene har fokus på udvikling. Sidsel er skarp på salg og marketing, og hvad der skal til for at få os ud over stepperne, siger Anders Sandfuss, den ene af Athlees to grundlæggere.
Athlee så dagens lys i 2020 og har haft fokus på at udvikle teknologisk avancerede, men nemt betjente undervandskameraer til svømmetræningsbrug.
USA er et kæmpe marked for teknologien, og virksomheden forventer at kunne sælge en del kameraer i det store sportsfokuserede land. Men da Athlee stod over for at tage skridtet over Atlanten, indså de, at de manglede viden om eksport, salg og markedsanalyse – særligt med fokus på den kultur, der hersker på det amerikanske marked.
Derfor henvendte Athlee sig til Erhvervshus Hovedstaden for at høre om mulighederne i SMV:Vækstpilot-ordningen, der kan give 15.000 kr. i tilskud til månedslønnen til en ledig faglært eller en ledig med en kort-, mellemlang eller videregående uddannelse.
Det førte til ansættelsen af Sidsel Rud.
Sidsel er en gave for os. Hun kommer ind med helt andre kompetencer, arbejder proaktivt og får styr på en masse ting. Hun er god til at danne overblik og har sat hele markedsføringsindsatsen i system for os. Hun har styr på kommunikation, markedsføring og en forståelse af, hvad der skal til for at tage en kunde fra start til slut, siger Anders Sandfuss, der er tidligere lektor i psykologi og idræt og har grundlagt virksomheden sammen med Thomas Terney, som har en ph.d. i kunstig intelligens.
Athlee har allerede besluttet at fastansætte Sidsel Rud som Communications & Marketing Manager, når tilskuddet til lønnen udløber. Men det var alligevel afgørende for virksomheden i begyndelsen at kunne få tilskud til Sidsel Ruds løn.
Vi vidste, at vi havde behov, der var af en vis varighed. Men man er sårbar som lille virksomhed, og der er jo en risiko for, at man ansætter den forkerte. Vækstpilot-ordningen er spot on til at reducere den risiko og se hinanden lidt an ved først at ’date’ lidt, siger Anders Sandfuss.
Men den date er nu blevet til det, der tegner til et langsigtet forhold. For Sidsel Ruds viden om salg, markedsføring og international handel har imponeret Anders Sandfuss og Thomas Terney og baner bl.a. vejen for virksomhedens deltagelse i messer i USA.
Californien, Texas og Nevada er de tre store messer, man ikke vil gå glip af. USA er et helt andet set-up end Danmark, og det helt store arbejde har været at forstå, hvordan USA er struktureret i forhold til en markedspenetrering. Det er det forberedelsesarbejde, som Sidsel har stået for, fortæller Anders Sandfuss.
Sidsel Rud havde lige sagt sit job op hos Kræftens bekæmpelse, da hun blev kontaktet af sin A-kasse, Akademikernes A-kasse. De var ”hyret ind” til at hjælpe virksomheden med at finde kandidater og spurgte, om Athlee kunne være noget for hende.
På den anden side af bordet hjalp Erhvervshus Hovedstaden Athlee med at komme ind i SMV:Vækstpilot:
Uden Akademikernes A-kasses indsats havde Sidsel slet ikke kendt til os. Og uden Erhvervshus Hovedstaden var vi slet ikke kommet ind omkring SMV:Vækstpilot. Det er megafedt at få hjælp til at finde den rette kandidat. Det er en kæmpe hjælp, fordi det er et stort arbejde, så den service, at man gennem SMV:Vækstpilot kan få hjælp til det, er supervigtig for en lille virksomhed som vores, siger Anders Sandfuss.
Både Anders Sandfuss og Sidsel Rud er enige om, at en af styrkerne ved SMV:Vækstpilot er de mange muligheder for at komme i kontakt med virksomheder, som måske er lidt under radaren i forhold til, hvad kandidater ellers ser og er opmærksomme på.
Der er mange nye og spændende virksomheder, som man ikke aner eksisterer, og som man rent faktisk kan gøre et stort arbejde for. Der er det en stor hjælp, at der er så mange partnere med i ordningen, der ønsker at få matchet en kandidat som mig med en virksomhed, der har et behov, siger Sidsel Rud, som glæder sig over at være kommet ud i Athlee og i de kommende år kan hjælpe virksomheden hele vejen over Atlanten – og også gerne videre.
Indhold er hentet
Har din virksomhed brug for en vækstpilot til omstillingsopgaver?
SMV:Vækstpilot er for dig, der står med en omstillingsopgave og har brug for nye kompetencer i virksomheden for at kunne løse opgaven.
Igennem puljen kan du søge om 50 pct. tilskud til løn (max 15.000 kr./mdr.). i op til 6 måneder til ansættelse af en vækstpilot.
Knapt 300 virksomheder har allerede ansat en vækstpilot. Skal din virksomhed være den næste? Vær med på vores næste webinar, der finder sted den 24. august, og hør om dine muligheder.
Indhold er hentet
Athlee er en dansk iværksættervirksomhed etableret i 2020, der har udviklet og fremstiller et videoværktøj, der kan optimere svømmetræningen hos såvel nybegyndere som elitesvømmere. Deres særlige undervandskamera er udviklet i samarbejde med professionelle svømmetrænere og Dansk Svømmeforbund - og giver trænere mulighed for at følge svømmeren under vandet og coache i realtid. Teknologien er siden kvalificeret af flere europæiske trænere og svømmeforbund.
Bag virksomheden står den tidligere sportstræner Anders Sandfuss, der er tidligere lektor i psykologi og idræt og selv har været træner indenfor forskellige sportsgrene. Sammen med Thomas Terney, der er ph.d. og forsker i kunstig intelligens, har han grundlagt virksomheden med det formål at gøre teknologien billigere og mere tilgængelig for svømmetrænere verden over. Udviklingen af virksomhedens teknologi er sket med støtte fra Innovationsfonden, Industriens Fond og Vækstfonden.
Støttet af: