Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Skandinavisk Stål og Plast vil være klar til kundernes krav

Skandinavisk Stål og Plast i Otterup træder ikke på bremsen i forhold til ESG. Virksomheden har netop fået tilsagn om 50.000 kr. til rådgivning fra den ESG-pulje, som Erhvervshusene har støttet virksomheder med gennem det seneste år.

Skrevet af:

Indhold er hentet

Omnibus, sikkerhedsudfordringer og andre samfundstendenser har i en periode skubbet ESG-dagsordenen lidt tilbage i geledderne hos mange fynske virksomheder. Men ikke hos Skandinavisk Stål og Plast.  

I den 16 mand store virksomhed i det nordfynske er holdningen klar.  De vil være klar til at møde kundernes efterspørgsel på ESG-området.  

Direktør Brian Hjort Jensen er godt klar over, at en virksomhed som hans er ekstra meget i søgelyset, hvad angår arbejdet med bæredygtighed.

Vi laver en del i plastik, og så er vi jo pr. definition lidt nogen farlige nogen. Sådan vil det være, og sådan skal det også være. Der kommer ekstra fokus på sådan nogle som os de kommende år, konstaterer han. Og så er det jo godt at være på forkant. 

Brian Hjort Jensen er ikke i tvivl om, at evnen til at levere ESG-data og det at være i stand til at fremvise mål og resultater på ESG-området bliver en vigtig faktor i den nærmeste fremtid – uanset virksomheders størrelse, og uanset hvordan de lovgivningsmæssige lempelser lander.

Det bliver et konkurrenceparameter, og er det egentlig allerede i dag. Mange af vores store kunder er allerede så småt begyndt at efterspørge forskellige ESG-data. Vi har f.eks. mange forsyninger og store offentlige kunder, for hvem det her helt sikkert kan betyde et go eller no-go i nær fremtid, siger han.

Derfor var stål- og plastproducenten da også allerede før ESG-puljen så dagens lys gået så småt gået i gang med arbejdet. Men efter en snak med Erhvervshus Fyns forretningsudvikler Troels Larsen, hvor Brian Hjort blev opmærksom på puljens eksistens og muligheden for at få en rådgiver på banen, kom der for alvor skub i tingene.

Jeg vidste jo ikke rigtigt, hvor jeg skulle ende og begynde, og jeg har set så mange eksempler på, at folk enten skyder langt over målet med det her eller også bare lukker øjnene og håber på, at det går væk.  

Derfor virkede tanken om at få rådgivning til ESG-arbejdet meget tillokkende på den nordfynske direktør, der er femte generation på lederposten i virksomheden.

Vi ved jo godt, hvad vi vil. Vi skal finde nogle digitale værktøjer og procedurer, som får forankret ESG-rapporteringen bredt i virksomheden. Det her er noget, vi alle skal være en del af, og det skal være så nemt for medarbejderne som muligt. Ellers kommer det ikke til at ske, lyder det fra Brian Hjort Jensen.  

At føre den plan ud i livet kræver dog nogle kompetencer, som ikke lige findes inden for de fire vægge på Mosegyden i Otterup. Og her kan ESG-puljen komme Skandinavisk Stå og Plast til undsætning. Med finansiering af en rådgiver, der kan guide dem frem til en færdig ESG-rapport og undervejs fastlægge af de procedurer, der skal trylle data frem, er vejen pludselig gjort meget mere farbar. Håbet er også at rådgiveren kan hjælpe med at identificere de efterspurgte digitale værktøjer, f.eks. i form af en app medarbejderne kan bruge.

At invitere en rådgiver indenfor er dog noget, som umiddelbart vækker lidt uro hos Brian Hjort Jensen. For nogle år tilbage mødte han nemlig en jungle af leverandører, der bød sig til i forbindelse med en sag om markedsmodning og endte ud med en rådgiver, som ikke løste opgaven tilfredsstillende.  

De kunne jo pludselig alle sammen levere det hele til det halve, og det blev meget svært at navigere i, fortæller Brian Hjort Jensen.  

Med forretningsudviklerne fra Erhvervshus Fyn på sidelinjen føler direktøren sig dog mere tryg, også når det gælder processen med udvælgelse af rådgiver.  

Og nu hvor tilsagnet på 50.000 kr. er i hus, glæder han til at tage næste skridt.  

Op til og undervejs da vi skulle udforme ansøgningen til puljen har jeg haft gode samtaler med både Troels og Jonas, hvor jeg blev bekræftet i, at vi var på rette vej. Og jeg tror, at hvis jeg holder fast i Erhvervshuset her, så er jeg også sikret god sparring i resten af forløbet, så jeg ikke skal bekymre mig om uvildigheden.  

Indhold er hentet